dansk english

Els Cools

En skæv verden på realismens grænse

af Dorthe de Neergaard

I sammenstødende mellem det realistiske, det surrealistiske og det fortællende finder vi billedkunstneren Els Cools.

Els Cools er født 1966 i Belgien og uddannet illustrator fra Sint-Lucaspaviljoen og det Kongelige Akademi i Antwerpen og Akademiet i Bratislava i Slovakiet. I 1992 flyttede hun til Danmark, hvor hun bor sammen med sin mand, Oliver Streich, der også er illustrator, og parrets to børn.

Cools stil kan både betegnes som en surreel realisme og som en realistisk surrealisme – for uanset hvordan man vender og drejer det, er det i det groteske, i det absurde og i det surreale, at den næsten sårende realisme gemmer sig. Eller omvendt - det er i sammenstødende mellem de hypersansede og nærgående realistiske detaljer og delelementer, at Cools værker åbner sig og inviterer tilskueren ind i et surrealt fortolkningsrum. Men ligegyldigt om man tager udgangspunkt i det realistiske eller i det surrealistiske, fortæller hun altid en historie i sine billeder.

Noget af forklaringen på Cools fortællende malerier kan med fordel søges i hendes baggrund som illustrator. Hun arbejder hjemmevant med de narrative forløb, der omsættes gennem hendes særlige associative arbejdsteknik, der ofte skaber en parallel historie til de skrevne ord. Men selv hvis billederne er bogillustrationer, er de altid selvstændige værker med deres egen indre logik og historie, og altid med et udpræget ’coolsk’ udtryk over sig – man forveksler ikke hendes billeder med andres. De fabulerende og ofte absurde associationer til en given historie forplanter sig i værkerne på groteske, morbide eller uendeligt triste måder, men aldrig uden glimt i øjet. Humoren er altid til stede. Blikket for det absurde. Tilskueren inviteres til nye måder at møde sig selv og andre mennesker på. Og det gælder både hendes illustrationer og de selvstændige malerier. Der er både tragisk humor og stor sårbarhed i hendes værker.

Cools er inspireret af klassiske kunstnere som Rembrandt, Goya og Frans Hals, men arbejder også med et skarpt blik for hverdagens små hændelser og sprogets slidte klicheer, der vrides og vendes med humor og underfundighed, så tilskueren ser det hverdagsagtige i et til tider komisk afslørende lys.

Hendes streg er ekspressionistisk. Hun arbejder med enkle kompositioner med markante beskæringer, clair obscur og strukturvirkninger så som sirlige mønstre på tapet og beklædningsgenstande, der støder sammen med en voldsomhed i både motiv- og farvevalg. Hun går tæt på den konkrete detalje, får den til at åbne sig og aftvinger den symbolsk betydning.

I sit arbejde med portrættering arbejder hun også med sammenstødende mellem det genkendelige og det absurde. Overraskende, men stadig figurative, elementer som skuffer, lamper og gummihandsker, placeres på eller i nærheden af den portrætterede og fremkalder en egen historie og merbetydning i billederne. Grænsen mellem karikatur og portræt udviskes og kalder på nye måder at forstå mennesket og vores relationer på.

Men lige meget hvor absurde hendes malerier eller bogillustrationerne er, lukker billederne sig aldrig om sig selv. De indbyder altid tilskueren til tolkninger og spejlinger og et sårbart og tragikomisk møde med sig selv.
Els Cools har deltaget i et utal af udstillinger både i Danmark og Belgien, og modtaget både priser og legater.

Dorthe de Neergaard, 2008